Vand

posted in: Ikke kategoriseret | 0

 

Jeg ligger så stille, at du, i mig, betragter dig

jeg strømmer blidt i rosa, dybt i lilla og vågent i turkis

pakket i bånd af sølvblå, sølvgrå, sølvhvid

Her besnæres du af sartheden og skønheden

Foranderligheden af min evige strøm og refleksion

 

Jeg er vand der kaster mig mod kysten

Skummet på min kam hvisler mens jeg brøler

jeg trækker dig med hvis du nærmer dig

Renser det efterladte, danner nye spor, i sandet

Som havde det aldrig haft betydning

 

Jeg er søen som suger solen, gror grønt i stilhed

Jeg fryser fast og bærer skovens vinterblade

ånder lydløst i vinterens sammentrækning

Er her, for endnu en blomstring

i grønt som lyser fra mit blanke spejl

 

Jeg er vandet der klukker uden ende

Min fortælling om sansninger på min vej

Min bred, med bugtende rødder som sener

mod træernes fylde der læner sig ud

fordobler deres grønne vælde

 

Jeg danner krystaller og pisker mod din rude

du ser mig, véd, at jeg aldrig høre op, med at være

Altid vil kalde dit blik til strømmen i mig

levende og foranderlig smukt pulserende

Jeg spejler dig og ser mig, i dit skinnende blik

 

Jeg er perler i din arms varme hule

Sansningen langs søjlen i din ryg

Jeg strømmer heftigt i dit blod

Jeg bader din tunge, kysser overlæben

Bruser dig i al min lyst